Verdens Bedste Fisk
Mit navn er Tonny Kristensen, jeg er kok, og det her er første indlæg på min blog ”Verdens Bedste Fisk”.
Jeg er 35 år og bor i den lille havneby Strandby med min kone Jane og mine to børn Mikkel og Laura.
Jeg driver min egen restaurant her i Strandby, Restaurant Snerlen, hvilket jeg nu har gjort i næsten 9 år. Lige siden åbningen i 2001 har jeg haft fokus på de friske og lokale råvarer, især fisk og skaldyr. For mig er smagen af fisk uforlignelig, og udover at lave mad til mine gæster i restauranten, udvikler jeg også opskrifter til Skagenfood og leverer blandt andet fonder og fiskesupper til denne virksomhed.
Strandby er en gammel havneby, og hver eneste dag kommer kuttere, både lokale og udefrakommende, og lander deres friske fisk, hovedsageligt fra Kattegat og Skagerrak. Hver morgen klokken 07.00 er der auktion, hvorfra de friske fisk bliver solgt videre til Strandbys mange fiskehandlere- og eksportører. Desuden er vores hyttefade som regel fyldt med friske rødspætter; Strandby er nemlig det eneste sted i Danmark, hvor der stadig landes levende rødspætter.
Havene omkring Danmark leverer efter min mening noget af verdens bedste fisk, og med dagfrisk fisk fra Strandby bliver det ikke bedre. Det er også derfor jeg har valgt at kalde min blog for ”Verdens Bedste Fisk”. Jeg vil opdatere min blog så ofte som muligt med mine egne meninger, erfaringer og opdagelser. Mange af mine indlæg vil også blive suppleret med billeder og videoer fra havnen og naturen omkring Strandby. Desuden vil jeg også hive jer med ind i køkkenet på Restaurant Snerlen og vise jer simple, men spændende fiskeretter.
Forhåbentlig kan jeg igennem Verdens Bedste Fisk dele min passion og kærlighed for madlavning med jer bag skærmen, og måske endda inspirere jer til at prøve kræfter med den friske fisk i jeres eget køkken.
Tonny Kristensen